Liberal Alliance Aabenraa

I Aabenraa kommune har vi et årligt budget for Kultur og Fritid på 122 mio. kr., hvilket svarer til ca. 2% af det offentlige driftsbudget. Det er mindre end andre sammenlignelige kommuner.
Aabenraa kommune er i en trist udvikling hvor befolkningssammensætningen går i en retning med færre unge og flere ældre. Vi skal skabe en kommune der er attraktiv for alle aldre og vi skal være i stand til at tiltrække tilflyttere, gerne børnefamilier så vi også har et grundlag for fremtiden.
Her spiller kultur og fritid en afgørende rolle. Det er limen der får lokalsamfundene til at trives i fællesskaber og det er kulturtilbud og events der skaber sammenhængskraften på tværs af kommunen.
I Liberal Alliance vil vi prioritere de nære kulturtilbud frem for nogle få store prestige-projekter der gavner de få.
Det nuværende byråd har i det kommende budget afsat 40 mio. kr. til et nyt museum og 17 mio. kr. til en badeanstalt for vinterbadere. Vi mener pengene i stedet burde prioriteres til kultur-projekter der gavner den brede befolkning. Navnlig de unge mangler kulturtilbud og væresteder og vi vil i stedet prioritere at der laves ungdomstilbud og kulturhuse både i Aabenraa, men også i de mindre byer i kommunen. Det er en investering i fremtiden.
Der mangler ikke penge, der mangler sund fornuft.